I går aftes havde jeg et glædeligt gensyn med The National på Vega. Og de var fabelagtige. Igen. for det var de også sidst, men denne gang var det som om, at alting passede lidt bedre sammen: bandet og publikum, musikerne og sangenes stemninger og ikke mindst mine høje forventninger og den sublime oplevelse.
Det eneste, der lykkeligvis fortsat ikke passer sammen, er forsanger Matt Berningers sind og krop. En aparte gestik giver indtryk af, at han i hver eneste sang tager på en farefuld færd ind i mørket og kæmper med livet som indsats. Hans indædte favntag med sangene efterlader et sitrende nærvær, med den natsorte stemme som eneste kontakt.
På gulvet foran scenen står man varm indeni og priser sig lykkelig over, at han tager turen i dybet, så man selv kan gå fri. Kun er man bekymret for, om han formår at blive på benene og ved sine fulde fem, så vi kan få endnu en sang.
Berlingskes anmelder har flere ord om koncerten her.
