Jeg har gået og tænkt lidt på fortællestrukturer i populærkultur i forhold til, hvordan PR, der gør brug af for eksempel medarbejderblogging, kan adskille sig fra traditionel virksomhedskommunikation. Her er nogle af mine tanker:
I vesten stiliseres det klassiske eventyr i aktantmodellen, hvor forskellige roller er fordelt og skarpt adskilt mellem forskellige figurer. Kort fortalt bekæmper helten skurken med hjælp fra en – ja, hjælper og får prinsessen og så videre. Det er meget enkelt og ligetil, og netop derfor bygges reklamer og også avisartikler stadig op over denne model. I massemedierne er det vigtigt at få ét budskab formidlet uden svinkeærinder, og her er folkeeventyrets velkendte mønster det perfekte grundlag.
Men hvis man kigger på japanske eventyr er figurerne langt fra så stereotype, som vi ellers kender dem. Grænsen mellem det gode og det onde er mere diffus i japansk fortællertradition, som det for eksempel kan ses i Chihiro og heksene.
Og er det ikke noget af det samme, der gør sig gældende for den gode Jack Sparrow i Pirates of the Caribbean? 
Her er der i allerhøjeste grad tale om en figur, der veksler mellem at være helt og skurk, tiltalende og frastødende og sågar maskulin og feminin. Jack Sparrow er kort sagt alt andet end forudsigelig – hans fremstilling er ikke stereotyp, den er menneskelig.
Og så er jeg vist nået frem til min analogi: klassisk virksomhedskommunikations fokusering på ét budskab ofte formidlet gennem massemedier er bundet til folkeeventyrets konformitet, hvorimod PR gennem sociale medier har mulighed for at bryde med de gældende regler – det er piratkommunikation. På godt og ondt i øvrigt. Mere om det senere.
Jeg tror, at jeg kom på betegnelsen piratkommunikation efter at have læst om The 1% Rule, som folkene på Church of the Customer Blog blandt andet beskriver i deres nye bog: Citizen Marketers, som jeg går og venter på skal komme med posten.
