The National er manisk magi

image

I går aftes havde jeg et glædeligt gensyn med The National på Vega. Og de var fabelagtige. Igen. for det var de også sidst, men denne gang var det som om, at alting passede lidt bedre sammen: bandet og publikum, musikerne og sangenes stemninger og ikke mindst mine høje forventninger og den sublime oplevelse.

Det eneste, der lykkeligvis fortsat ikke passer sammen, er forsanger Matt Berningers sind og krop. En aparte gestik giver indtryk af, at han i hver eneste sang tager på en farefuld færd ind i mørket og kæmper med livet som indsats. Hans indædte favntag med sangene efterlader et sitrende nærvær, med den natsorte stemme som eneste kontakt.

På gulvet foran scenen står man varm indeni og priser sig lykkelig over, at han tager turen i dybet, så man selv kan gå fri. Kun er man bekymret for, om han formår at blive på benene og ved sine fulde fem, så vi kan få endnu en sang.

Berlingskes anmelder har flere ord om koncerten her.

0 Responses to “The National er manisk magi”



  1. Skriv en kommentar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s




del.icio.us

Tweets

Error: Twitter did not respond. Please wait a few minutes and refresh this page.


%d bloggers like this: