Sociale medier er ikke kun for kommunikationshippier

[Dette indlæg er oprindeligt udgivet på Geelmuyden.Kieses blog GK Forum]

Når man som kommunikationskonsulent anbefaler virksomheder engagement i nye medier – og særligt den sociale af slagsen – kan det ske, at man bliver mødt af en vis skepsis. Også selv om anbefalingen beror på grundig analyse og strategiudvikling. Virksomhedernes skepsis bunder gerne i to bekymringer:

1. Tab af kontrol
2. Tidsforbrug

Hvis analysen holder vand og strategiarbejdet er vel udført, bør kommunikationskonsulenten have gode svar på begge bekymringer. Men de sociale medier er et stort spring, og jeg kan godt forstå, hvis især første punkt emmer lidt for meget af rundkreds, ostemadder og blomster i håret.

Her kan det måske være en hjælp at skele til US Air Force. Organisationen har naturligvis et stort behov for kontrol over kommunikation, men har alligevel lagt en kommunikationsstrategi, der skal gøre flyvevåbnets 330.000+ ansatte til online kommunikatører. Ræsonnementet i deres interne new media guide er ganske enkelt: ”If the Air Force does not tell its own story, someone else will.”

Men hvordan kan man styre det i praksis? Svaret er gode guidelines:

 

Selv om flowchartet snart har et par år på bagen, giver det stadig et godt indblik i, hvordan åbenhed kan håndteres kontrolleret. Og organisationer, der allerede er aktive i sociale medier, kan måske søge inspiration til at optimere arbejdsgangen. Du kan hente en pdf af skemaet her. Læs mere om US Air Force’s satsning på sociale medier hos bl.a. Social Media Today og Web Ink Now.

Medierne koger den tyndeste suppe på Bagger

22-nyhederne i går på TV2 må siges at være et fantastisk forfærdeligt eksempel på redaktionel fejlvurdering – i mine øjne bød indslaget ikke på andet end en underkendelse af egen eksistensberettigelse.

Oven på en “stor” dag, skulle den ikke have for lidt. TV2 entrerede både med grafik, der skulle vise, hvor hovedpersonen sad i flyet, og hvor afslappet han var – der var lange passager med fotografer, der fotograferede andre fotografer – og der var knivskarpe interview af forbipasserende, der gav deres vurderinger af pressens tilstedeværelse foran Retten i Lyngby.

Og hvad fik man som seer så ud af det? Jeg har efter bedste evne prioriteret listen efter nyhedsværdi:

1. Delta Airlines viser i øjeblikket filmen Mama Mia.
2. Enten slapper Stein Bagger af ved at låse alle led i kroppen for derefter at flyde rundt i flysædet som en legomand – eller også har en stakkels grafiker i sidste øjeblik fået ordren: “Vi skal have bevægelse på, for vi har ikke noget som helst af manden i levende billeder”.
3. Der er mange fotografer i Lyngby, og de har det fint med hinanden.
4. Udover alle landets medier, er der kun pensionister på gaden foran Retten i Lyngby, når der ikke er noget at komme efter.

Mediernes tilstedeværelse er selvfølgelig berettiget af muligheden for en udtalelse fra Stein Bagger eller andre interessante hændelser. Men når det vildeste, der opnås, er et billede af en VW-nakkestøtte, der dækker for Stein Baggers ansigt, er det sgu for tyndt, at bruge så meget sendetid på. Så du ikke udsendelsen, kan du se TV2s otte bedste billeder her.

Gårsdagens Bagger-historiers relevans bliver heldigvis diskuteret livligt blandt journalister.  Her er det BTs dæknng, der står forskud.

Jonathan Harris feels fine

På New Media Days 08 har jeg netop stiftet bekendtskab med den Brooklyn-baserede kunstner Jonathan Harris. Han har blandt andre værker præsenteret det fem år gamle “We Feel Fine“, der er intet mindre end et fantastisk projekt.

Første tanke er: her er en person fyr, der har formået at forbinde internettets prikker til noget virkeligt nyt – noget, der giver os indsigter og udsyn, der ikke var mulige før.

Anden tanke er: øv at jeg først opdager ham nu. Find ud af mere om Jonathan Harris hans værker på number27.org.

New Media Days 08

De næste to dage deltager jeg i årets udgave af New Media Days. Der er mange spændende oplæg på tapetet, og som det er ved alle gode festivaler, er der også et par tidspunkter, hvor jeg gerne vil være to steder på én gang. Fx vil jeg gerne høre, om Ben Hammersley fra Wired kan gøre web 3.0 til et brugbart begreb samtidig med, at jeg gerne vil høre David Crystal, der er professor i lingvistik, fortælle om SEO, hvor S’et står for Sense.

– Satser på, at et par dage væk fra kontoret med alle sanser åbne også kan kaste et par blogindlæg af sig :-)

The National er manisk magi

I går aftes havde jeg et glædeligt gensyn med The National på Vega. Og de var fabelagtige. Igen. for det var de også sidst, men denne gang var det som om, at alting passede lidt bedre sammen: bandet og publikum, musikerne og sangenes stemninger og ikke mindst mine høje forventninger og den sublime oplevelse.

Det eneste, der lykkeligvis fortsat ikke passer sammen, er forsanger Matt Berningers sind og krop. En aparte gestik giver indtryk af, at han i hver eneste sang tager på en farefuld færd ind i mørket og kæmper med livet som indsats. Hans indædte favntag med sangene efterlader et sitrende nærvær, med den natsorte stemme som eneste kontakt.

På gulvet foran scenen står man varm indeni og priser sig lykkelig over, at han tager turen i dybet, så man selv kan gå fri. Kun er man bekymret for, om han formår at blive på benene og ved sine fulde fem, så vi kan få endnu en sang.

Berlingskes anmelder har flere ord om koncerten her.

København mangler en social cykeruteplanlægger

“Miljømetropolen –  verdens bedste cykelby” kunne gøre mere for at vise vejen – bogstaveligt talt.

Hos Computerworld kommenteres en artikel om Google Maps’  nye beta-ruteplanlægger for fodgængere med en efterspørgsel på en lignende ruteplanlægger for cyklister. Og én fremhæver det paradoksale i, at man allerede har en cykelruteplanlægger i Aalborg, men ikke i København, der ellers vil være verdens bedste cykelby.

Men hvorfor ikke tage den et tråd videre og udnytte, hvad medcyklisterne har fundet ud af på egen hånd indtil nu? Det, der virkelig kan skabe værdi for cyklisterne i København (og resten af Danmark), er en online ruteplanlægger med cykelstier kombineret med de sociale funktioner i I Form’s geniale løberuteplanlægger.

På den vis vil man som cyklist for det første hurtigt kunne udstikke en cykelrute. Men man kan også dele egne favoritalternativer ind og få medcyklisters bud på den bedste rute inklusiv kommentarer om, hvad man skal være opmærksom på undervejs og hvorfor netop denne rute er at foretrække.

Gør borgerinddragelse til brugerinddragelse
I øjeblikket er det kun Københavns Kommune selv, der giver gode idéer til cykelture – de såkaldte grønne cykelruter. Men hvis kommunen lukkede op for sluserne og noget elektronisk borgerinddragelse er jeg sikker på, at man vil få gladere borgere og en masse viden og arbejde forærende. Med alt held kan arbejdet allerede være i gang?

Københavns Kommune har netop udfærdiget et cykelkort over København og Frederiksberg, så man er på rette spor. Men noget tyder på, at det digitale rådhus kunne trænge til en grundig makeover. For kortet findes kun på papir og ikke online, så man må i ren pensioniststil hente det på biblioteket eller rekvirere det som postforsendelse fra publikationsdatabasen. Selv ordvalget er støvet. Hvorfor ikke holde borgerne på kk.dk og aktivere dem som brugere i stedet?

Bush, træer (og klima)

Vi halverer CO2-udledningen inden 2050. I dag planter vi nogle træer. Tragikomisk mediestunt.

Fantastisk andelslejlighed på Østerbro sælges

Update: lejligheden er solgt :-) Et lidt anderledes indslag… Min kæreste og jeg forlader vores fantastiske lejlighed på Østerbro og flytter på “landet” i Charlottenlund. Hvis du mangler tag over hovedet eller kender en, der gør, så se nærmere her.

 

Send et par linjer og dit telefonnummer til ryesgade97atgmaildotcom (hvor at er @ og dot er et punktum), hvis du er interesseret i at høre nærmere.

Profession: Design / udskriv

Da jeg skulle registrere min nye iPod, opdagede jeg denne skønt fordanskede stillingsbetegnelse i Apples designerverden.

Det siger sig selv, at hverken kommunikation eller pr er krea-hipt nok til at være på listen.

Kinesiske medier

Disse dages modstand mod OL-faklens verdensturné kommer aldrig ud i de kinesiske medier, der er statskontrollerede og benhårdt censureret.

Da jeg studerede i Australien læste jeg international kommunikation sammen med en del kinesere og her var netop den kinesiske mediemodel kim til et par dybtfølte diskussioner. Det var på en og samme tid fantastisk og tankevækkende og foruroligende og surrealistisk at høre de kinesiske studerende enstemmigt at argumentere FOR mediecensuren og censur i det hele taget. Jeg var overbevist om at universitetsstuderende ville tale for ytringsfriheden og sad som lamslået af ræsonnementerne. Især et har printet sig fast:

Hvordan vil du overhovedet kunne styre et land, der er så stort som Kina, hvis alle bare kunne gå rundt og sige, hvad de ville?

En af de studerende arbejdede for Beijing TV og hun kunne med den største naturlighed fortælle, hvordan det statslige nyhedsbureau dikterede dagens nyheder, som man så kunne vælge mellem.

Siden har jeg mange gange tænkt på det pudsige sammentræf at den nationale kinesiske tv-kanal Central China TV i daglig tale går under navnet CCTV. I den vestlige verden er bogstaverne bedre kendt som forkortelsen af closed-circuit television – altså overvågnings-tv.